Red naturcenteret fra øversvømmelse!

Weekenderne i uge 38, 39 og 40.

Hvad gør man, hvis der en dag skulle komme en oversvømmelse, og man bor lige ud til vandet? Hvad gør Naturcenter Amager Strand, hvis vi en dag skulle blive udsat for en stormflod?
På Naturcenter Amager Strand kan du og din familie i forbindelse med den landsdækkende Naturvidenskabsfestival være med til at lægge en plan for, hvordan vi undgår, at naturcenteret kan oversvømmes.
Vi har bygget en model af naturcenteret og har en masse forskellige materialer til rådighed. Med jeres hjælp kan vi sammen forsøge at finde ud finde ud af, hvordan vi kan sikre os, hvis Amager Strand en dag skulle blive ramt af stormflod.
Hvilke materialer er mon vandtætte? Og hvilke er stærke nok til at modstå kraftig vind?
Når vi er færdig med at stormflossikre, skal det selvfølgelig afprøves! Mon sikringen kan klare den ordentlige mængde vand, vi til slut udsætter modellen for? Uanset, hvordan det går, så tager vi en lille snak om, hvad der mon gik galt, eller hvad der virkede.
Har du lyst til at være med til en hyggelig og lærerig dag, når vi sammen redder naturcenteret? Det sker weekenderne i uge 38, 39 og 40. Vi begynder kl. 10 og er færdige kl. 14. I kan selvfølgelig komme og gå, når I har lyst.

Workshop om fluefiskeri

Hvad er en flue? Og hvordan fisker man med sådan én?

Søndag d. 8. oktober har du og dit barn mulighed for at komme på en spændende workshop om fluefiskeri på Naturcenter Amager Strand.
I selskab med undervisere fra naturcenteret og nogle af de mest dedikerede fluefiskere kan I lære om de små dyr, der lever på lavt vand. Med den viden lærer I, hvordan man fanger store fisk med fluer.
Hør gode historier og se film om fluefiskeri, og få hjælp af nogle af landets bedste fluebindere og fluekastere til at binde jeres egen fluer og øve det helt rigtige kast.
Aldersgruppen er 8-13 år, og man må have én voksen med pr. barn.
Én tilmelding gælder altså for ét barn og én voksen. Er I to voksne og to børn, så skal I altså tilmelde jer to gange.
Der er kun plads til 15 børn og 15 voksne, så det er om at skynde sig.
Kunne I tænke jer at prøve denne unikke workshop? Tilmeld jer herunder.

TILMELD JER

Edderkoppeweekend 16.-17. september

I denne weekend har vi tema om edderkopper. Lige nu er der rigtig mange af dem, og de findes i mange forskellige størrelser! Edderkoppen er på mange måder et spændende dyr, så hvorfor ikke undersøge den lidt nærmere? I denne uge kan du…
  • Være kreativ og lave dit eget edderkoppespind ud af tang
  • Bygge din egen insektsuger til at fange bl.a. edekopper med
  • Fange så mange forskellige edderkopper du kan, og putte dem i vores terrarie, så du kan undersøge dem nærmere
  • Høre sjove historier om edderkopper fra hele verden
Det er altid gratis at komme og  foregår kl. 10-14.
Vi ses!

Stor opbakning på Naturens Dag

Der blev roet, svømmet, gået, duftet, smagt, læst, tegnet, undersøgt, fundet, bygget, kreeret, talt, grinet og ikke mindst hygget!
Der var mødt flere familier op end nogensinde før, da vi hyldede naturens mangfoldighed på Naturens Dag. Den Blå Foreningsby, Børnekulturhus Amar’, Amager Øst Lokaludvalg, Øens Frie Fiskeforening og Københavns Biblioteker var med til at gøre det til en dag fyldt med aktiviteter som kunne danne rammen om en dejlig dag for alle de natur- og bevægelsesglade familier.
Der blev drukket tæt på 300 kopper kakao og hele 700 mennesker kom forbi de forskellige aktivitetstilbud i løbet af de fire timer, arrangementet varede.
Der blev lavet krabbesuppe og fladbrød over bål. Fisk blev fanget. Waders var flittigt i brug. Viden om planter og dyr fra nærområdet blev givet videre. Kajakker roede uafbrudt frem og tilbage i vandet langs kajen. Flotte skulpturer af strandens egne materialer blev kreeret. Og ikke mindst blev der snakket og grint børn og voksne imellem helt fra start til slut.
Vi takker mange gange for en dejlig dag – både til de engagerede medarrangører og til alle de glade familier, der mødte op!

Én dag tilbage af årets krabbekonkurrence

image1 (1)

Så er der én dag tilbage til at fange Amager Strands største krabbe! Kom forbi i morgen mellem kl. 10 og 14 og se, om du kan slå rekorden. Der er en familiewaderstur sammen med en underviser fra naturcenteret på højkant!
Hvem mon vinder? Og hvor stor er den største krabbe? Kom og se med, når vi afslører vinderen kl. 11 på Naturens Dag på søndag.
Har du lyst til at følge med i, hvad der sker – både før, under og efter vores store arrangement – så følg os på Instagram og hold dig opdateret på vores story.