Fisk og krabber

krabbe2

På Naturcenter Amager Strand kan du i weekenderne i november prøve at holde en krabbe eller klappe en fladfisk.

Du kan også lave en udstoppet papirfisk, male, lave din egen sten-magnet eller dissekere en krabbe med saks og pincet og lære om hvad der er indeni.

Hvis vejret er godt sætter vi et par sænkenet ud, måske er der stadig liv på trods af kulden.

Hvis du er blevet helt vild med fisk, så er det tilladt at fiske i strandparken fra oktober til april – så medbring evt. din egen fiskestang og gå en tur ud på molen.

Varme drikke kan man købe for en femmer, men madpakken skal man selv have med.

Der er som altid gratis entré, og vi har åbent i tidsrummet kl. 10-14.

Flyv med drager på stranden

Amager Strands åbne landskab er som skabt til at få en drage i luften – særligt i efterårets blæsevejr. På Naturcenter Amager Strand kan du og din familie derfor bygge drager sammen til åbent hus hver weekend i oktober – og i hele efterårsferien.
Byg en kampdrage eller en slædedrage og sæt den i luften ud over sandet og bølgerne. Hvilken drage flyver mon bedst, og hvem kan få sin allerhøjest op?
Det koster 40 kr. for materialer til at bygge en drage, og du kan selvfølgelig også medbringe din egen.
Der er som altid gratis entré, og vi har åbent i tidsrummet kl. 10-14.

Byg en flydende by

Hvordan bygger man en flydende by?

Det kan du og din familie være med til at finde ud af på Naturcenter Amager Strand i weekenden.

Hele uge 39 er vi en del af den landsdækkende Naturvidenskabsfestival, hvor temaet er ”Den yderste grænse”. Når det bliver weekend, er det derfor børnefamiliernes tur til at eksperimentere med, hvordan man kan bygge en by helt ude i vandet.

Det vil være op til dig og din familie at finde ud af, hvilke materialer der skal bruges til at sikre byens overlevelse på vandet.
Hop med ud på stranden, find samarbejdsevnen frem og vær klar på en både hjernevridende og fysisk udfordring. Så ser vi om jeres by kan flyde.

Vi ses i weekenden d. 29.-30. september kl. 10-14. Det kræver ikke tilmelding.

Edderkopper og kriblekrable på stranden

Det kribler og krabler på stranden. Korsedderkopper, hvepseedderkopper, natsommerfugle, dagsommerfugle, mejere, myrer og vi kunne blive ved.

Til åbent hus i september på Naturcenter Amager Strand kan du og din familie fange og lære om alle de insekter og smådyr, der lever på stranden.

Gå på jagt efter dyrene med jeres egen, hjemmelavede insektsuger og indret små terrarier til dem, I fanger. Hjælp os med at gøre vores edderkoppesamling endnu større – måske kan I finde en hvepseedderkop i strandengen.

I kan selvfølgelig lære alt om de forskellige edderkopper og deres venner og blive en superskarp insektekspert. Mød mange af de forskellige dyr ved at tage med på jagt med kriblekrable-bingo i det fri, ude på stranden.

Myrejagt

I weekenderne d. 15. og 16. september kan I være med til myrejagt. Her hjælper vi forskerne på Statens Naturhistoriske Museum med at undersøge myrelivet i naturen.

Sammen skal I udforske, hvad myrerne spiser ved at udsætte lokkemad, indsamle den igen og tælle antallet af myrer ved hver slags mad. Så sender vi de fundne myrer ind til museet, hvor forskerne vil artsbestemme dem og de vil blive en del af museets insektsamling.

Mød op kl. 10, hvor vi sætter fælder ud, og vær med til at samle dem ind igen kl. 13.

Vi ses til en lærerig kriblekrable-måned, der i øvrigt byder på masser af nye arrangementer for børn og deres familier. Se mere under Arrangementer.

Naturens Dag 2018

naturensddag5

“Race” er temaet, når Naturcenter Amager Strand og Den Blå Foreningsby fejrer Naturens Dag 2018. Der bliver fuld fart på og det vil kræve en kvik reaktionsevne, når vi laver sjove bevægelseslege, tilbyder udfordrende aktiviteter på vandet og fanger vakse dyr i naturen. Alt sammen for både store og små, så hele familien kan være med – og så er det gratis.

DYR PÅ LAND OG I VAND
Sammen med Naturcenter Amager Strand kan I fange dyr på land eller i vand og deltage i vores dyrevæddeløb. Her kan I låne et stopur og finde ud af, hvilket dyr der er det hurtigste på stranden.
I kan også lære om dyrenes tilpasning. Hvad gør de hurtige, og hvordan overlever de langsomme?
I kan også lave en krabbefiskestang eller en insektsuger (det koster 10 kr. for materialer) til at fange alle strandens krible-krabledyr.

MAD OVER BÅL
Er du og din familie til mad over bål, kan I være med til at lave krabbesuppe sammen med CPH Outdoor – måske endda af en hurtig krabbe, I selv har fanget.

SKRALDELØB
Derudover kan hele familien deltage i det store skraldeløb. Hvem kan mon samle mest skrald på 10 min? Der er fine præmier på højkant fra naturcenteret.

SPORTSLIGE AKTIVITETER
I kan også opleve sportslige aktiviteter i vandet og på stranden.
Havkajakklubben Svanen tilbyder jer en tur i kajak og Familieidræt vil sørge for lege, stafetter og boldspil i sandet, der med garanti bringer smil på læben frem hos både børn, forældre og bedsteforældre.

Information følger om endnu flere aktiviteter, så vær klar til en aktiv dag i naturen med sjov, ræs og hurtighed.

Aktiviteterne foregår søndag d. 9. september 2018 kl. 10-14. Adressen er Øresundsstien 7.

Naturens Dag er en landsdækkende mærkedag for naturoplevelser, fastlagt af Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet (www.naturensdag.dk)

Hvor: Naturcenter Amager Strand (Øresundsstien 7, 2300 København S)

Hvornår: Søndag d. 9. september kl. 10.00-14.00

For hvem: Alle er velkomne, men aktiviteterne er primært for børn

Hvor meget: Det er gratis at være med og kræver ikke tilmelding. Kun enkelte aktiviteter koster en skilling for materialerne.